Her har alle noget at vinde

Af Peter Michael Hornung

Også selv om det på afstand kan se ud, som om en mængde mennesker bare har fundet sammen for at lege og forlyste sig, er der tale om kunst, en usædvanlig installation, der altid trækker en social happening med sig.

Nogle af deltagerne i værket er sandsynligvis børn, andre kan være lidt ældre, endnu flere er måske voksne, men uanset hvilken alder, de har, så kan man nemt se, at de for en gangs skyld har fået noget at samles om – endda i et samfund, der ellers er mere kendt for at adskille end samle. Det kan være snore, reb, rør, eller noget helt fjerde, der samler dem.

Hvis man ser sådan et kunstværk, der kan trække mennesker til og aktivere dem i et positivt fællesskab, kender vi også kunstneren bag det hele, og måske endda midt i det hele.

Hun hedder Karoline H. Larsen.

Mere end et par gange er det hændt, at et sådant kunstværk har aflagt besøg på et kunstmuseum, for en kortere periode. Tæller man disse museumsbesøg op, kan det blive til god håndfuld, fordelt mellem Danmark og resten af verden. Men oftest støder man denne form for kunst alle andre steder end bare på de offentlige adresser, hvor så meget anden kunst er samlet og repræsenteret.

Vi kan heller ikke regne med at finde denne kunst i privatsfæren, hjemme i folks stuer. De værker, som vi taler om her, kan hverken hænge over din sofa eller stå i din vindueskarm, og det er der mange grunde til, men især én: der vil slet ikke være plads nok.

Det er heller ikke en kunst, der i al stilhed står og trækker renter, uanset hvor den befinder sig. Tværtimod koster den noget at realisere, som alt andet, der involverer en indsats. Men man investerer ikke kun i selve kunstværket. Derimod investerer man i alt det, der kan opstå omkring værket, i det samvær, som værket skaber omkring sig. Og det positive samvær er en meget væsentlig del af denne kunst.

Denne kunst skaber liv. Det skyldes, at den i den grad inddrager og aktiverer de mennesker, der – uanset køn, alder, temperament og nationalitet – kommer i berøring med det.

****

Ingen anden kunst har en så udpræget social effekt. For kommer man tæt på et sådant værk, kommer man også tættere på andre mennesker. Det vil altid og uundgåeligt inddrage den, der bruger det og lader sig bruge af det. Det er kunstværket forklædt som folkefest, men også som en leg, en leg, hvor forskellen mellem børn og voksne for en tid synes ophævet. Midt i tumulten f.eks. i et værk ’Allehelgensoptoget’, som fandt sted i Roskilde, mærker man en forbindelse til de mange lege, som mange voksne måske legede som børn, og som vi tog en slags frivillig afsked med, da vi følte, at vi ikke længere var børn – og derfor burde opføre os som voksne. Men vi mistede noget vigtigt i denne overgangsfase, dette hamskifte fra barn til voksen. Det vi mistede, var en særlig kreativ frihed. Friheden til at bruge vores krop samtidig med at vi brugte vores frie fantasi.

Der findes mere end ét ord for denne særlige brugerinddragende aktivitet. Og ord som fest og leg er allerede brugt. Men vi tør også godt kalde den for kunst. Især fordi det er en kunstner, der står for det. Alligevel er det sjældent at finde denne aktivitetsform omtalt i den gængse kunsthistoriske litteratur. Det kan hænge sammen med, at den som sit særlige kendetegn ikke finder sted samme sted som de skulpturer og eksperimenterende happenings, som vi kender fra litteraturen om kunst.

Det er der som sagt gode grunde til.

****

For hvor den vises, er der langt højere til loftet end på noget museum. Ofte er himlen dens eneste loft, ligesom gulvet, den udspiller sig på, kun kan være identisk med det græsareal, det asfalterede område eller det stykke jord, som vi allesammen har en andel i. Aktionen har kun én officiel adresse, og det er hvor som helst i det offentlige rum.

For at komme i kontakt med denne særlige kunst, skal vi ikke først forcere en trappe, passere en indgang eller gå gennem en billetmølle. I modsætning til de kendte kunstinstitutioner er der fri adgang, ligesom der i princippet kan være åbent hele døgnet. Og når vi først er indenfor, er der intet opsyn, der beder os holde afstand til de udstillede værker. Snarere tværtimod. For vi er integreret i værket. Der er ingen barrierer, hvad der også afspejler sig i besøget – og i publikumsaktiviteterne.

I denne kunstneriske proces er kunstneren heller ikke ene om at være den kreative part. Med andre ord: kreativiteten er ikke – som ved de fleste andre kunstneriske udtryk – et monopol, som tilhører kunstneren, i dette tilfælde Karoline H. Larsen. Her kan man vende ligningen om og sige, at det er hende, der ved sit eksempel opfordrer og inspirerer sit publikum til at være kreativt. Kreativiteten kan blive et kollektivt anliggende, ligesom kollektivet kan blive kreativt. Men det kræver selvfølgelig, at nogen tør og gør det.

Her er kunstneren ikke den aktive, der især skiller sig ud ved at være omgivet af passive. Det er ligefrem hendes opgave at forvandle alle de passive til at være aktive. Hun instruerer dem ikke, og slet ikke i detaljer, for der findes hverken nogen lærebog eller noget partitur. Men hun inspirerer, aktiverer, igangsætter dem. Hun skaber et liv i det, der måske ellers ville være livløst.

Først og fremmest handler det om at skabe eller fremprovokere møder mellem mennesker, der ellers ikke ville mødes. Med et andet udtryk hedder det at slå bro mellem mennesker. Måske derfor er et par konstruktioner i f.eks. Værebro-projektet udformet som broer: Zig-zag-broen, Cirkelbroen.

Denne brobygger-kunst kendes på evnen til at skabe nye kontakter. Og faktisk begynder det hele med, at en eller flere kunstnere kontakter hinanden og finder sammen i et team. Derudover kræver den også en kontakt til en myndighed, en kommune, et boligselskab o.l., dvs. den instans, der skal godkende projektet. Den kontrakt eller aftale, som så indgås mellem myndighederne og dem, der skal stå for projektet, er også en udløber af dette samarbejde. Når projektet efter disse forberedende møder så endelig realiseres, opstår den særlige form for mobil kontakt, der udgør det egentlige værk.

Værket er det møde – eller de møder, der spontant opstår mellem den kunstner (eller de kunstnere/personer), der har påtaget sig at skabe projektet, og så de mennesker, der også er til stede eller tilfældigvis kommer forbi. For projektet er først skabt, når tilstrækkelig mange både tager del i det – og bliver en del af det.

Lad os som eksempel tage snoretrækket eller ’Snorespor’, som den slags værker også kaldes. Det kan etableres de fleste steder, hvor der er elmaster, lygtepæle og/eller træer på stedet. For masterne, pælene og træerne skal bruges som fixpunkter for det reb, som danner den grundlæggende konstruktion. Ikke alle slags reb kan anvendes. For det reb, der bruges her, skal være tilstrækkelig stærkt som Dyneema Ocean reb, der har en brudstyrke 3000 kg. Det er kunstneren, der afgør, hvordan rebene skal sættes – og hvor højt. Oftest sker det i en højde af henholdsvis tre og halv eller fem meter. Placeringen finder sted på baggrund af erfaringer, som er indhøstet under tidligere realiseringer af det samme værk. Når først rebet er på plads, følger snorene efter.

****

I disse interaktive, publikums-inkluderende (eller deltager-baserede) projekter er der mindst to ting, man bør lægge mærke til.

Det ene er den visuelle del af projektet. Det er det, der sker i ens synsfelt, når man får øje på alle snorene i forskellige farver, der er bundet sammen på både kryds og tværs, som et polykromt spindelvæv – blot uden edderkoppen!

Men aktionen fortryller også det felt, hvor den foregår, og gør det magisk og dynamisk. De udspændte snore skaber en særlig defineret zone. For enhver, der går ind i denne zone, aktiveres – og på sin helt egen måde.

Mennesker, der vil passere, må opgive deres normale, regelmæssige bevægelsesmønster for overhovedet at komme ud af stedet. For ’Snorespor’ aktiverer dem både fysisk og mentalt. Omgivelserne har de endda selv skabt – eller været med til at skabe sammen med alle de andre, der også færdes på stedet. Det kan typisk være børn, unge og modige ældre, der for en kort tid har lyst til at glemme deres alder.

Når disse børn, unge etc. så bevæger sig, må de enten bøje sig ned eller løfte benene udover det, de sædvanligvis gør, når de går eller løber. Fysisk set gør de, hvad de gør, fordi de er nødt til det. Men de gør det også, fordi alle andre i nærheden gør noget tilsvarende. Når alle de højst forskellige individer, der deltager i aktionen, gør det samme på grund af fælles omstændigheder, skabes et stimulerende fællesskab. Et sådant fællesskab vil aldrig kunne opstå i et normalt gadebillede, hvor de fleste kun har én grund for at være til stede: nemlig deres egen private grund. ’Forhindringerne’ derimod skaber sammenhold og samfølelse, fordi man bliver opmærksom på en opførsel hos andre, der i den grad minder om ens egen.

****

Umiddelbart kunne man nemt lade sine tanker springe fra ’Snorespor’ til hækkeløb og forhindringsløb. For ved disse atletiske discipliner skal man også gøre en særlig indsats for at komme frem. Hverken hækkeløbet eller forhindringsløbet har dog den samme visuelle prægnans, det samme mylder af farver, og hvad der er nok så afgørende: det samme spillerum for personlig frihed. For i sporten er der fastlagte regler, som er med til at definere den enkelte disciplin. Og disse regler gælder for alle deltagere, uden undtagelse. Men det afgørende er alligevel de individuelle præstationer. For modsat ’Snorespor’ er det en konkurrence, hvor det gælder om at komme først i mål. Derfor kan der ved sådan kun være én vinder, kun én, der kan få overrakt en præmie. På en måde er resten tabere.

Ved ’Snorespor’ er der ingen tabere. For her kan enhver gå hjem med sin egen præmie, og præmien er den individuelle oplevelse af frigørelse og frihed, som alle er sikker på at modtage.

Aktionen, man har deltaget i, har selvfølgelig en udløbsdato, og udløbsdatoen kan variere fra gang til gang og fra sted til sted. Det kan vare en dag, hvad det ofte gjorde i starten. Eller det kan vare meget længere, f.eks. to måneder, som det gjorde i Holstebro Kunstmuseum, på Trapholt og i Moskva!

Når det hele så er overstået, eksisterer aktionen kun i deltagernes hukommelse, og i lige så mange forskellige versioner, som der har været deltagere. Men hvad der er sket, kan også dokumenteres som film.

Det bliver så en spillefilm med mange medvirkende, en film, hvor alle har fået tildelt rollen som sig selv.