All Hallow’s Parade – Allehelgensoptoget 2015 – Roskilde

739594_950_1200_0_34_1575_1088_2
Som et lysende skelet fører jeg Allehelgensoptoget igennem Roskilde Midtby. Fotograf Jens Wollesen. Dagbladet Roskilde

Allehelgensoptoget gyser igennem Roskilde midtby.  kl. 18.15 – 19.30

Klokken 18.15 går det løs, når det festlige og uhyggelige Allehelgensoptog buldrer ud af Palægårdens port og brager gennem midtbyens gader. Du kan opleve godt 150 mystiske og farverige væsener, når optoget passerer din vej, og du kan følge med i dit eget kostume og sminke.

I dette års store optog spiller Roskilde Renæssance Band fra Roskilde Musiske Skole og Roskilde Garden op til fest og samtidig genlyder uhyggen fra RUC-korets lydcollage fulgt af skræmmende sjove “zombie-moves” af elever fra Skt. Josef Internationale Skole. Lysende kæppe svunget af Roskilde Gymnasie’s elever viser vejen, imens elever fra ’Scene Skræk’ på Base 4000 går ”døde soldaters march” med sorte engle og hvide djævle. Undervejs brænder WoWiWo sine Haiku digte ved Biblioteket og VJ, Søren Lyngsø, lyser klosteret op med sin lyskunst, imens Roskilde Rollespilslaug giver Mørkets magter kamp til stregen. En flok kutteklædte fra Kirke på vej i Gråbrødre Kapel går også med videre ad Kulturstrøget til Roskilde Domkirke, hvor Domkirkens pigekor giver sin stemningsfulde koncert. Optoget går gysende tilbage igennem hovedgaden, inden vi slutter af i Palægården kl.19.30, hvor borgmester, Joy Mogensen, vil sige et par ord, og der vil være fællessang samt lidt lækkert at varme sig på – både for store og små.

Lysfesten.
Når Kulturstrøget arrangerer Lysfest, er det med et ønske om at vække nogle af de gamle, danske allehelgens-traditioner til live. Temaet for Roskildes Lysfest læner sig ikke opad den amerikanske Halloween-tradition med græskar, hekse og prinsesseudklædning, men er mere i tråd med den danske folkeovertro omkring Alle Helgensaften, hvor sløret mellem de levende og de dødes verden er tyndest. Denne aften mindes man de døde og hylder lyset for dets livgivende kraft. Årets Lysfest afholdes denne gang den 30. oktober fra kl. 17-21.

Dagbladet Roskilde giver ros til Lysfesten 2015
http://sn.dk/Roskilde/Billeder-Lysfest-i-Roskilde/artikel/527704

Læs og se mere her om Lysfesten og Allehelgensoptoget 2015
http://kulturstroeg.dk/

Se mere her fra Allehelgensoptoget 2014
https://www.creativeactions.com/allehelgensoptog-2014-all-saints-parade-samhain-roskilde/